Sams sidste vilje
Spørgsmål angående Instituttets arvesager

Da Vagn Noach i august 2005 var blevet bekendt med anpartssagen imellem Sam og Finn Bentzen, følte han sig splittet mellem blot at lade stå til eller gøre det, som hans erfaring som revisor bød ham. Han var overbevist om, at Instituttet i sit afhængighedsforhold til Finn Bentzens rådgivning var ude, “hvor engle ikke tør træde”, og Vagn Noach og Jan Langekær begyndte nu på egen hånd at udforske Finn Bentzens varetagelse af Instituttets arvesager. Finn Bentzen havde ikke blot taget sig af Sams pengesager, men havde også gennem årene behandlet størstedelen af Instituttets arvesager.

Vagn Noach og Jan Langekær forsøgte at undersøge, om Finn Bentzen havde brugt den samme metode i andre arvesager som den, han havde brugt over for Sam, se Forhistorien 2005-2007. Vagn Noach skrev gentagne gange til Instituttet og bad om at få indsigt i arvesagerne, men Instituttet svarede i august 2007:

Vi har aftalt med Trekroner Revision, at du blot kan kontakte Linnea Weinreich (lw@trekronerrevision.dk, tlf. 46340219) med dine dokumenterede oplysninger. Hun vil så kunne bekræfte eller afkræfte disse oplysninger. Hvis der skulle vise sig uoverensstemmelser vil hun foranstalte den fornødne revisionsmæssige kontrol heraf.

Med andre ord var det kun Trekroner (og sandsynligvis herunder Finn Bentzen), som kunne få lov til at se de nødvendige bilag, eftersom Vagn Noach ikke var i besiddelse af nogen skriftlig dokumentation.

Instituttet så helt anderledes på sagen. Sven-Erik Rævdal er kommet med følgende kommentar i mail til Ingrid Holck 31.august 2014:

Det er desværre et misbrug af den ulykkelige sag omkring Sam Zinglersen, når den som her bliver brugt til udokumenteret at rette mistanke mod andre. [Se mailkorrespondance april til maj 2007]. Instituttet har ikke haft problemer med at kontrollere forløbet af sine arvesager. Det siger sig selv, at Instituttet har en særlig fokus på dette område, fordi det betyder meget for den samlede økonomi. De enkelte sager bliver fulgt tæt af medarbejdere, som er fortrolige med hele proceduren lige fra den første arvebesked fra Skifteretten og frem til den endelige fordeling af arven. I mange arvesager indgår der en offentligt udpeget bobestyrer (en advokat), som styrer hele forløbet med boopgørelse, fordeling og udbetaling til arvingerne. Og Skifteretten kontrollerer altid sagerne inden de afsluttes. Hele dette kontrolsystem var selvsagt også gældende for år tilbage, da Finn Bentzen indgik i samarbejdet, og ingen skal være i tvivl om, at Instituttet altid har sikret sig at få de fulde arvebeløb udbetalt til gavn for sine mange opgaver. [Se mailkorrespondance april til maj 2007]

I modsætning til Instituttet var man i kredsen omkring Sam i forsommeren 2007 meget utrygge ved, at Finn Bentzen skulle fortsætte med “særlige sager”, og at Rådet ikke ville lade andre end ham og Trekroner få indsigt i arvesagerne. Martinus havde udtalt, at hver en sten skal kunne vendes i Sagen, og Vagn Noach og Jan Langekær mente, at der var grund til at vende arvesagerne på grund af Finn Bentzens behandling af Sams formueforhold. Opmærksomheden samlede sig om, at Willy Kuijper tilsyneladende intet havde imod at arbejde sammen med Finn Bentzen og ikke havde haft held med at få ham ud af fonden, på trods af at han var formand for Rådet. Willy Kuijper og Rådet informerede indtil november 2006 ikke om, at de var ved at afslutte samarbejdet med Finn Bentzen.

Dette var medvirkende til, at Sam besluttede at ændre sit testamente til fordel for Sam Zinglersens Fond i stedet for at lade arven gå til Martinus Institut. Det var der ikke noget opsigtsvækkende i, eftersom det havde været planen tidligere. Det var indlysende, at det ville være en god løsning på problemet med at få fondens økonomi til at hænge sammen. Sam Zinglersen ønskede ikke, at Fonden skulle ligge Martinus Institut til byrde, og Instituttet havde gennem årene måttet yde betydelige beløb i støtte til Sam Zinglersens Fond.