Sams sidste vilje
Introduktion til de 4 løsningsmodeller
Den korte version af historien

Sagen om arven efter Sam Zinglersen interesserer mange, som studerer Det Tredie Testamente, og der er mange opfattelser af, hvad der egentlig skete i denne sag.

Vi har i den anledning forsøgt at lave en redegørelse om hændelsesforløbet. Vores intention er ikke at finde syndebukke eller anklage nogen for at have lavet fejl, men at prøve at få fakta frem om sagen, sådan at ingen skal gå rundt og tro fejlagtige ting på grund af mangelfuld information. Hændelsesforløbet er beskrevet ud fra den dokumentation som er tilgængelig. Siden er åben for korrektioner, hvis andre kan bidrage med nye oplysninger.

Vi gør dette, fordi det er vores opfattelse, at åbenhed og adgang til den samme information for alle er et af kernepunkterne i Det Tredie Testamente. Enhver skal have mulighed for at danne sig sin egen mening baseret på den samme information. Vi mener, at der er mange ting at lære af denne sag, både for dem som har været involveret i den og for andre. Ikke mindst de kommende generationer, som skal videreføre Martinussagen.

Websiden lægger vægt på, at alle involverede parter får mulighed for at komme til orde med deres faktuelle oplysninger. Ikke for at forsvare sig, for der er ingen som behøver at undskylde noget. Alle uden undtagelse har gjort deres bedste.

Når sagen tilsyneladende ikke fik den udgang, som Sam Zinglersen håbede på, må det være, fordi vi ikke ser den i et højere perspektiv. Efter Sams død i 2007 blev der lavet en portrætbog, som kan downloades her.

Da Sam Zinglersen ikke havde livsarvinger, havde han i sit oprindelige testamente dateret 29. december 2004 ønsket, at Martinus Institut skulle arve hans formue ved hans død. Efter anpartssagen havde han mistet tilliden til Finn Bentzen og ønskede ham ud af den fond, han havde oprettet i 1988 til bevarelse af Martinus’ barndomshjem, Moskildvad.

For at forstå arvesagens forløb er det essentielt at forstå, at der i årene efter anpartssagen havde dannet sig to vidt forskellige opfattelser af Finn Bentzen. Rådet mente, at han var uskyldig indtil det modsatte var bevist. Og det blev aldrig bevist, at Finn Bentzen havde gjort noget forkert, eftersom Sam Zinglersen lod politisagen falde, da han havde fået anparterne tilbage, se anpartssagen.

I den kreds af venner udenfor MI, som Sam Zinglersen havde bedt om hjælp hos, havde der dannet sig den modsatte mening, nemlig at Finn Bentzen var skyldig på trods af, at der ikke var faldet dom i sagen. Igennem Sam Zinglersen’s advokat, Annette Fabricius, havde man fået kendskab til sagens akter. Dokumentationen viste, at Finn Bentzen havde ført Sam Zinglersen bag lyset ved at undlade at indskrive sig som medejer i årsregnskaberne, hvilket er strafbart ifølge straffeloven § 279. Se Annette Fabricius vidneudsagn fra 25. august 2011.

I starten af 2007, da Sam Zinglersen var 95 år, havde han et presserende, uløst problem med hensyn til sin arv, da han ikke ønskede, at Finn Bentzen skulle have nogen som helst indflydelse på den formue, han efterlod sig. Det har vist sig, at Sam i de sidste 6 måneder at sit liv overvejede 4 forskellige løsningsmodeller, alle fire med det formål, at Finn ikke skulle få nogen som helst indflydelse. Forløbet blev så modsætningsfyldt, at vi har været nødt til at forklare det ved hjælp at en kronologisk fremstilling, som kan ses her.

De fire løsningsmodeller gik kort fortalt ud på følgende:

1. løsning (Vagn Noachs forslag)
Sam Zinglersens arv skal gå til Sam Zinglersens Fond ved, at testamentet tilføjes en kodicil. Finn Bentzen skal overtales til at gå ud af Fonden, om nødvendigt ved rettens hjælp

2. løsning (Rådets forslag)
Sam Zinglerens Fond skal indlemmes i Martinus Instituttets organisation. Men problemet er, at i så fald vil Finn Bentzen kunne forhindre den, eftersom den kræver enstemmighed i bestyrelsen, og man har endnu ikke modtaget hans skriftlige udtrædelse.

3. løsning (Majken Bøgs og Henry Hedegaards forslag - oprettelse af Martinus' dialogfond)
Sam Zinglersen skal lave et nyt testamente og en ny fond, som skal arve ham i tilfælde af, at han ikke kan nå at få ændret vedtægterne i Sam Zinglersens Fond, inden han dør. I fundatsen skal stå med navns nævnelse, at “Finn Bentzen kan ingensinde være medlem af bestyrelsen”, og fondens vigtigste formål skal være at bevare Martinus’ barndomshjem Moskildvad.

4. løsning (Sam - påstås det - fortryder løsning 3)
Sam Zinglersen fortryder løsning 3, det sidste testamente (28. juni 2007) og den nye Martinus Dialogfond, og vil have Vagn Noach til “at få lavet det hele tilbage som det var”.


Sam Zinglersen forlod det fysiske plan 19. september 2007.

Vores beretning giver også en forklaring på, hvorfor der — imod Sams ønske — opstod to parallelle fonde, begge med det formål at bevare Martinus’ barndomshjem, Moskildvad.

Til sidst redegøres der for de økonomiske forhold, der medførte, at kun ca. 25% af Sams værdier blev tilbage som arv til universalarvingen, Martinus’ Dialogfond.