Sam Zinglersen, en af Sagens store mæcener, og hans arv

Martinus og Sam Zinglersen
Martinus modtager en pengegave fra Sam
Formålet med denne informationsside er at delagtiggøre Sagens interesserede i forløbet omkring Sam Zinglersens arvesag i relation til Martinus Institut og Finn Bentzen

Siden er opdateret i 2019 med henblik på at hjælpe fremtidige råd med at opfylde Sam Zinglersens sidste vilje og fusionere Martinus' Barndomshjem - Moskildvad - med Martinus Dialogfond, sådan som Sam Zinglersen ønskede det.

Et nyt link på siden - ”Martinus Barndomshjem” - dokumenterer, hvorfor fusionen i 2017 imellem Sam Zinglersens Fond og Fonden Martinus Åndsvidenskabelige Institut går imod både Sam Zinglersens og Martinus’ ønsker. Samtidig påvises, hvordan fusionen forhindrer Instituttet i at få Martinus' formålsparagraf fra 1982 tilbage. Dette kan først ske, når rådet giver slip på museet i Moskildvad, som ikke kan rummes i instituttets oprindelige formålsparagraf. Martinus betingede sig, at instituttets formål aldrig måtte ændres. Dette formål er ikke desto mindre blevet ændret flere gange, senest ved ovennævnte fusion med Sam Zinglersens fond i 2017.

Anledningen til oprettelsen af informationssiden var oprindelig Martinusrådets og Finn Bentzens rolle i forbindelse med økonomisk rådgivning af Sam Zinglersen
_____________________________________________
- oprindelig forfattet og redigeret af Vagn Noach og Søren Ingemann Larsen i samråd med Ruth Olsen -
seneste opdatering af Vagn Noach og Ingrid Holck 22. februar 2019

Dette er beretningen om, hvordan Sam Zinglersen i sidste øjeblik opdagede at han havde sovet i timen og blindt troet på Finn Bentzens økonomisk rådgivning. Hele forløbet er omhyggeligt dokumenteret på disse sider og man kan gå i detaljer, hvis man ønsker.

Men konklusionen er klar: Sam måtte på den hårde måde lære, at blot fordi Martinus på et tidspunkt havde betroet Finn Bentzen nogle opgaver, skulle Sam ikke kritikløst have accepteret Finn Bentzens rådgivning. Han skulle naturligvis have bevaret og brugt sin kritiske sans. Martinus var således her kommet til at fungere som en mental sovepude for Sam. — Men det har naturligvis aldrig være Martinus’ mening, at en følge af at studere hans analyser skulle være, at vi skulle holde op med at tænke selv og ophøre med at stille relevante kritiske spørgsmål til vores omverden.

Vedrørende oplysningerne offentliggjort på dette site er det indlysende, at dette vil indebære, at der til en vis grad “rippes op” i Sams private forhold. Denne situation havde Sam imidlertid taget højde for, idet Sam ligefrem i sit testamente gav grønt lys for, at sagens detaljer kunne og faktisk skulle publiceres, således som det sker her. I testamentet står bl.a.:

“Mine nærmeste venner, herunder Majken Bøg, Inga Vilhjalmsdottir, Vagn Noach og Henry Hedegård er bekendt med den sag, som jeg med bistand fra advokat Annette Fabricius Bjerre førte mod Finn Bentzen, og som endte med, at han efter politiets indgriben tilbagebetalte anparterne i Zinglersens Forlag ApS til mig. Jeg har ønsket, at denne sag ikke blev omtalt i mit levende live. Efter min død er de pågældende, der kender sagen, løst fra deres tavshedspligt og berettiget til at offentliggøre og omtale sagen på enhver måde, så andre også får kendskab til den og dens udfald.”

At Sam i sit testamente fremkommer med denne udtalelse indikerer klart, dels at Sam har følt sig særdeles dårligt rådgivet af Finn Bentzen, og dels at omstændighederne ved denne dårlige rådgivning og dens konsekvenser kunne og burde offentliggøres, så vi alle kan lære af dem.

Kort om Sam Zinglersens person kan siges, at han var en meget central person for Martinussagen i Martinus’ levetid. Han tjente mange penge på sit Kryds & Tværsblad, men hans private forbrug var meget beskedent, og det resterende overskud brugte han på Martinus og hans sag, og han var en af Sagen største økonomiske bidragydere. Efter Sams død i 2007 blev der lavet en portrætbog, som kan downloades her.

Som ovenfor nævnt, er omdrejningspunktet i denne sag Finn Bentzens rådgivning af Sam Zinglersen i forbindelse med Sam Zinglersens administration af sin formue. Det var Sams ønske efter sin død at få overdraget alt, hvad han ejede, til Martinussagen. Sam Zinglersen brugte Finn Bentzen som økonomisk rådgiver og revisor, idet Finn Bentzen i forvejen fungerede som revisor for Martinusinstituttet.

Det var først på et meget sent tidspunkt i Sams liv, at Sam blev klar over, at Finn Bentzen havde foretaget nogle dispositioner på hans vegne, som ikke var i hans interesse. Det drejede sig om, at Sam ukritisk havde accepteret, at Finn Bentzen havde sørget for, at Sams formue var overgået til et anpartsselskab, som Finn Bentzen havde mulighed for at erhverve anparter i, hvorved han efterhånden fik kontrol over selskabet og dermed over Sams formue. Først efter at Finn Bentzen i forbindelse med disse dispositioner var blevet anmeldt til politiet, gik Finn Bentzen med til at sælge disse anparter tilbage til Sam, hvorved Sam atter fik rådighed over sin formue.

Denne såkaldte “Anpartssag” vil blive grundigt dokumenteret.

Som en udlægger af Anpartssagen opstod der en “Erstatningssag” — anlagt af Boet efter Sam Zinglersen mod Finn Bentzen. Den vil også blive grundigt dokumenteret.

I forbindelse med Erstatningssagen anlagde Finn Bentzen to “Injurieretssager” mod anvendelsen af ordet “snyd” i forbindelse med omtale af Anpartssagen i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls. Disse to sager vil også blive dokumenteret nedenfor.

At de påståede injurier fandt sted i netop tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls er baggrunden for, at hele denne information om revisor Finn Bentzen ligger på denne webside.

Endelig vil man på siden “Sams sidste vilje” kunne finde dokumentation på, hvad der skete med Sams arv, og hvorfor det endte med, at der - indtil videre - blev to fonde.