Anpartssagen

Som det fremgår, er den centrale hændelse i kontroversen mellem Finn Bentzen og Sam Zinglersen den, der bestod i, at Finn Bentzen rådgav Sam til at flytte sin private formue over i et selskab (E.Zinglersens Forlag ApS), som Finn Bentzen efterfølgende gradvis købte anparter i, og til sidst blev Finn Bentzen hovedanpartshaver i dette selskab. Resultatet af denne transaktion var, at Sam havde mistet kontrollen over sin formue, som nu var under Finn Bentzens fulde kontrol. I sandhedens interesse følger her de nærmere detaljer og relevante dokumenter.

Forløbet forstås nok bedst ved at starte der, hvor det går op for Sam, at kontrollen med hans midler i realiteten var overgået til Finn Bentzen. Dette skete ved, at Finn Bentzen protesterede mod, at Sam på mindedagen i Klint august 2004 uden først at spørge Finn Bentzen om lov havde foræret de tilstedeværende et eksemplar af bogen "MARTINUS - som vi husker ham" (1989). Denne bog havde Sam selv både taget initiativet til og financieret. Det var meningen, at Sam skulle have holdt tale på den pågældende mindedag, men han var forhindret, idet han var hospitalsindlagt. Som "kompensation" besluttede Sam som nævnt at forære alle tilstedeværende et eksemplar af den pågældende bog.

Dette påtalte Finn Bentzen over for Henry Hedegaard (mangeårig medarbejder på Martinusinstituttet og ven med Sam) på den efterfølgende generalforsamling i E. Zinglersens Forlag ApS, der fandt sted 18. august 2004, og hvor Sam ikke kunne være til stede, idet han stadig var hospitalsindlagt. Referatet dateret 24. august 2004 ses her. Finn Bentzen supplerer referatet med brev til Sam og Henry af 27. august 2004.

Dette fortalte Henry til Sam, da denne var kommet hjem fra hospitalet, og det gik først her op for Sam, at den var gal. Efter forgæves at have bedt om Willy Kuijpers hjælp henvendte Sam sig i sin desperation til sin lejer på første sal Inga Bjørt Wilhjalmsdottir, der fik løn fra Sams firma og lavede mad til ham. Inga kontaktede herefter revisoren Majken Bøg, som var en bekendt af hende.

Her må indskydes en forklaring på Rådets reaktion på Sams henvendelse.

Forklaringen kom først frem 7 år senere ved Willys Kuijpers vidneudsagn 25.8.2011 under erstatningssagen. Af dette fremgik, at overdragelsen af Sams hus var blevet drøftet flere gange i Rådet, og Finn Bentzen havde forklaret dem, hvordan man kunne sikre Sams midler over for Martinus Instituttet på den bedste måde. Han havde forklaret, at huset skulle sælges ind i Sams anpartsselskab E.Zinglersen's Forlag ApS for at gøre det muligt for Finn Bentzen at købe anparter af Sam og lægge dem ind i sit investeringsselskab, Finn Bentzen Invest A/S. Ifølge vidnereferatet sagde Willy Kuijper, at Instituttet ikke selv kunne opkøbe anparter af etiske grunde. Der står: “Martinus Instituttet var ikke medbesluttende i sådanne sager. De havde blot hørt, hvordan det skulle gøres. Martinus Instituttet kunne ikke købe anparter af etiske grunde. De fik at vide, at anpartsselskabet skulle købe huset i 1990-1991”. Finn Bentzen havde en plan om at Sams formue skulle en omvej omkring Finn Bentzen Invest A/S, for at Instituttet senere skulle få Sams arv ved at arve Finn Bentzen Invest A/S. Her ville Sams eget selskab blive et datterselskab af Finn Bentzen Invest A/S, hvorigennem Instituttet kunne få brugsretten til ejendommen uden at skulle købe anparterne. På den måde ville Instituttet ydermere få glæde af et eventuelt overskud af driften i Finn Bentzen Invest A/S. Det var underforstået, at Finn Bentzen købte anparterne i fuld forståelse med Sam, og Rådet anede ikke uråd.

Indtil september 2004 havde Rådet kun kendt Finn Bentzen som en kompetent og påskønnet medarbejder i Sagen. Han var den revisor, som Martinus selv havde udvalgt til at klare Instituttets regnskaber. Han havde været meget dygtig til at få delt Instituttets regnskab op i to fonde, så Instituttets gavegivere kunne få skattefradrag for deres gaver. Han var også revisor for Sam, og Sam og Finn Bentzen var blevet nære venner. Ligesom Sam havde Rådet fuld tillid til Finn Bentzen og fik ikke øje på, at der bestod et modsætningsforhold mellem Martinus' analyser og det faktum, at Finn Bentzen Invest var et aktieselskab. Det betød, at Instituttet i følge Finn Bentzens plan skulle arve Sam i form af aktier. Selv om Finn Bentzens transaktioner med Sams penge var lovlig skattetænkning, vil mange nok mene, at de var imod Martinus principper. Hvad Finn Bentzens plan gik ud på, kan ses af hans vidneudsagn 25.8.2011.

Willy Kuijper og Rådet var indforstået med Finn Bentzens plan og troede, at Sam også var det. Så da Sam henvendte sig til Willy Kuijper, mente han og Rådet, at der ville være god mulighed for en mindelig løsning via mægling. Men Rådets forsøg på at mægle, hvilket jo var i Martinus' ånd, lykkedes ikke, fordi Sam var stålsat i sit krav på at købe sine anparter tilbage. Mæglingen løb ud i sandet, og Sam og hans advokat, Annette Fabricius, gik igang med en politisag.

Her springes tilbage til september 2004:

Da Sam ikke fik den hjælp, han ønskede af Willy Kuijper, henvendte han sig til sin lejer på første sal, Inga Bjørt Wilhjalmsdottir, der fik løn fra Sams firma og lavede mad til ham. Inga kontaktede herefter revisoren Majken Bøg, som var en bekendt af hende.

Herefter følger en korrespondance henover september 2004 mellem Majken Bøg og Finn Bentzen, idet Majken Bøg forsøger at få klarhed over, præcis hvilke anparter der var overgået til Finn Bentzen. Denne korrespondance gennemgås nærmere nedenfor. Som det ses i denne korrespondance truer Finn Bentzen flere gange Majken Bøg med retssager, når hun stiller spørgsmål. Dette ses også i brevet af 8. oktober 2004 fra Finn Bentzen til Sam (desværre her i dårlig kopi).

Lignende trusler fremsætter Finn Bentzen i brev af 28. oktober 2004 til Sam.

Som ovenfor nævnt, mislykkes et forsøg på en mindelig ordning, hvorved Finn Bentzen tilbagesælger anparterne frivilligt, og Finn Bentzen trækker linjerne skarpt op i sit brev til Sam af 20. december 2004. Sam ser sig derfor nødsaget til at kontakte advokat Annette Fabricius-Bjerre, som tilskriver Finn Bentzen 12. januar 2005.

Advokaten konstaterede senere, se Annette Fabricius vidneudsagn 25.8.2011, at:

“Der var ikke fundet en forligsmæssig løsning, hvis de ikke havde indgivet en politianmeldelse”

I referatet af vidneudsagnet står endvidere at “Det mest bekymrende var dog, at anparterne i selskabet var forsvundet fra Sam Zinglersen. Han kunne ikke rigtig forklare, hvorfor anparterne skulle sælges. I Martinus-bevægelsen stolede de på hinanden, og revisoren havde også en tilknytning til Martinus Instituttet. Sam Zinglersen var chokeret og havde tidligere fået forklaret, at det som skete var den bedste måde at sikre midlerne overfor Martinus Instituttet. Han var på det tidspunkt gammel, og man havde ikke indtryk af, at han havde forståelsen for, at ejendommen lå i selskabet. Det fremgik, at revisoren havde brugt under 200.000 på, at erhverve ejendommen til sit investeringsselskab.

Ejendommen var på det tidspunkt vurderet til i hvert fald 5.000.000 kr. Målet var, at få anparteme tilbage så Sam Zinglersen selv kunne styre det hele.”

Resultatet er, at Annette Fabricius-Bjerre indgiver en politianmeldelse dateret 10. februar 2005 samt en stævning dateret 10. marts 2005.

En af årsagerne til, at der var basis for at indgive en politianmeldelse, var, at Finn Bentzen ikke havde anført sit investeringsselskab, Finn Bentzen Invest A/S, som medejer af Sams selskab i årsregnskaberne. Dette er lovpligtigt, hvis man ejer over en vis % af anparterne. Ved at lade Sam stå som eneejer af selskabet i årsregnskaberne, se Årsrapport Zinglersens Forlag Aps15.8 2003, side 6, førte Finn Bentzen ham i lovens øjne bag lyset. Det betød, at der var tale om en berigelse i henhold til straffelovens § 279.

Finn Bentzens ansatte revisor indrømmede senere denne ulovlighed under erstatningssagen, se Bent Andrups vidneudsagn 15.8.2011. Her udtalte han: “men det er en fejl, at der ikke også stod Finn Bentzen Invest A/S”.

Politianmeldelsen medfører, at der indledes forligsforhandlinger, som resulterer i, at Finn Bentzen indvilger i, at Sam tilbagekøber sine andele, og at Finn Bentzen udtræder af bestyrelsen for E.Zinglersens Forlag ApS, se Finn Bentzens meget følelsesladede brev til Sam dateret 18. maj 2005.

Politiet opgiver derpå at videreføre sagen mod Finn Bentzen - med henvisning til, at “videre forfølgning ikke kan ventes at føre til, at den pågældende findes skyldig til straf”. Dette meddeles både Sam og Finn Bentzen i breve dateret 9. juni 2005. Annette Fabricius-Bjerre meddeler Sam, at hun ikke er enig i denne konklusion og mener, at der burde graves videre i sagen. Se brev af 16. juni 2005.

Dette sker dog ikke, og Anpartssagen må herefter siges at være afsluttet. Sam fik sine anparter tilbage og fik Finn Bentzen fjernet som sin rådgiver.

Efterspillet finder sted efter Sams død 19. september 2007 i form af Erstatningssagen

Som det fremgår ovenfor var Martinusrådet bekendt med Sams problemer med Finn Bentzen. Dette kan bl.a. dokumenteres ved Henry Hedegaards brev til Rådet 13. oktober 2004. Envidere dokumenteres dette i Martinusrådets korrespondance med Majken Bøg, der - som nævnt - er den revisor, Sam henvendte sig til, da det gik op for ham, at han ikke kunne stole på Finn Bentzen. Se Majken Bøgs brev dateret 4. oktober 2004 til Martinusrådet og Martinusrådets svar til Majken Bøg i brev af 27. oktober 2004.

Af denne korrespondance ses det, at Sam beder Martinusrådet hjælpe med at få denne sag forligt. Men som det ses af Martinusrådets svar til Majken Bøg,  begrunder Rådet sin passivitet med, at de “ikke er part i planerne og ikke har nogen tilknytning til Finn Bentzen Invest A/S”, hvorved de mener, at de “ikke kan udtale sig i sagen”. Imidlertid står der i Finn Bentzens brev til Sam af 23. september 2004: “Endelig skal Finn Bentzen Invest A/S udtale, at selskabet efter aftale med Martinus Instituttets bestyrelse ikke på nuværende grundlag er indstillet på at sælge anparterne, men overvejer efter det kommende bestyrelsesmøde i Martinus Ideal Fond, at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling og der få ændret bestyrelsessammensætningen i E. Zinglersens Forlag ApS.” I Willy Kuijpers vidneudsagn, se Willy Kuijpers vidneudsagn 25.8.2011, bekræfter han, at planen med at overføre Sams formue til Finn Bentzen skete i fuldt samråd med Martinusrådet og ikke, som Rådet skriver i ovennævnte brev af 27. oktober 2004, suverænt blev af styret af Finn Bentzen.

Under forløbet fremkom Finn Bentzen med flere modstridende udtalelser om hvorvidt Rådet var “part i sagen”. Rådet mente ikke, de var part i sagen, men man får det modsatte indtryk når man læser Willy Kuijpers vidneudsagn 25.8.2011. Det faktum, at Rådet var blevet sat ind i og havde accepteret Finn Bentzens plan, betød, at de var vidende om, at Instituttet skulle arve alle de værdier, som striden drejede sig om - blot igennem Finn Bentzens datterselskab og ikke direkte fra Sam. Gjorde det dem til “part i sagen”, eller var de blot “udenforstående” ?

Willy Kuijpers udtalelse modsiges for eksempel i brevet fra Finn Bentzen til Sam af 1. oktober 2004, hvor han skriver at “Finn Bentzen Invest A/S intet som helst har haft eller har med Martinus Ideal Fond at gøre”. Til information kan også downloades Finn Bentzens brev til Sam af 30. september 2004, hvor Finn Bentzen med diverse trusler lægger pres på Sam. Denne truende tone fra ovennævnte brev af 30. september 2004 skærpes, da Finn Bentzen bliver klar over, at Majken Bøg på Sams vegne ønsker en diskussion med Martinusinstituttet om anpartssagen, se Finn Bentzens brev til Sam af 28. oktober 2004.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Finn Bentzen i ovennævnte brev af 30. september selv bekræfter, at Sam har følt sig “franarret” sin formue, eller nærmere betegnet sine anparter i det anpartsselskab, Finn Bentzen rådede Sam at flytte sin formue ind i. Hvordan Finn Bentzen på den baggrund med nogen rimelighed kan finde det injurierende, at nogen bruger betegnelsen “snyd” i forbindelse med denne sag er ikke let at forstå. Se nærmere under Injuriesagerne.

Rådet havde et vanskeligt valg i sit forsøg på at finde en mindelig løsning ved at mægle i stedet for at hjælpe Sam med at købe anparterne tilbage. De vidste, at Sam ønskede, at hele hans formue skulle tilfalde instituttet. Spørgsmålet var, om Finn Bentzen, som i deres øjne besad den professionelle ekspertise, havde ret i, at hans plan var den bedste måde, hvorpå man kunne opfylde Sams ønske om, at “instituttet skal have det hele”. Eller om den bedste løsning for Instituttet for at få mest mulig glæde af arven, var at støtte Sam i hans ønske om at testamentere sin formue til Instituttet på normal vis og beholde sit hus. Sam var Martinussagens vigtigste mæcen, og man ønskede at hjælpe ham bedst muligt.

Efter at Annette Fabricius kom ind i billedet, fik Rådet en udenforståendes rolle i konflikten. Det betød, at Willy Kuijper og Rådet fra foråret 2005 ikke kendte detaljerne i, hvad der videre skete mellem Sam og Finn Bentzen. Det faktum, at Willy Kuijper i 2011 indvilgede i at vidne til fordel for Finn Bentzen imod Sams bo i erstatningssagen, tyder på, at han ikke var bekendt med de ulovlige regnskaber, som havde ført Sam bag lyset. Der er noget, som tyder på, at det først var under erstatningsagen, at det gik op for Willy Kuijper at Finn Bentzen havde “handlet i en gråzone”, som det udtrykkes i professor  Bo Langsteds responsum. Denne udtalelse dateres 2. maj 2008 og kan ses her.

I hvert fald giver Willy Kuijper i slutningen af sit vidneudsagn boets advokat ret i, at det ikke var nogen god løsning, Finn Bentzen havde fundet på. I Willy Kuijpers vidneudsagn 25.8.2011 siger han om Finn Bentzens plan, at: (side 19/33): “Det havde været det nemmeste, hvis han bare havde testamenteret ejendommen direkte til Martinus Instituttet”.

Et andet spørgsmål er, om Finn Bentzens plan sikrede Sams formue på behørig vis, så den en dag kunne tilfalde Instituttet. Der var flere risici forbundet med at “flytte” Sams hus over i Finn Bentzen Invest A/S, som jo også var Finn Bentzens personlige familieselskab. Hvis Finn Bentzen døde pludseligt, ville det betyde, at hans pårørende ville arve det hele, herunder Sams formue. Også hvis Finn Bentzens firma gik fallit, ville Sams formue være tabt for Martinussagen.

I referatet af Finns Bentzens vidneudsagn 25.8.2011 står der, “at Finn Bentzen Invest A/S, når hans ekskone var blevet købt ud, skulle omdannes til en fond, som skulle bekoste opførelsen af et mausoleum”.

Finn Bentzen forklarer ikke i sit vidneudsagn, på hvilken måde han er forpligtet til at overdrage Sams formue til Instituttet. Det står således hen i de uvisse, hvordan og hvornår Finn Bentzen forestillede sig, at Sams formue skulle overføres til Martinusinstituttet. Intet forhindrede i princippet Finn Bentzen til at beholde beløbet selv.

Det nærmere hændelsesforløb i forbindelse med Finn Bentzens forsøg på overtagelse af Sams formue kan opsummeres som følger:

Finn Bentzen indtræder i 1990 i Sam Zinglersens ApS som bestyrelsesmedlem, fordi Sam Zinglersen nærer ubetinget tillid til ham. I bestyrelsen sidder, foruden Sam og Finn Bentzen, også Astrid Schlüntz, som bor i Sams hus.

Året efter i 1991 overføres/sælges - på Finn Bentzens opfordring - Sams private hus på Ternevej til Sam Zinglersens ApS. Der er ikke fremlagt konsekvensberegninger for transaktionen, hvilket er strid med gældende revisorvejledning. Sam har købt huset i 1956, efter Martinus gjorde ham opmærksom på, at det var til salg. Efter 35 års ejerskab bliver et senere salg af Sams hus skattepligtigt, i modsætning til tidligere hvor det ville være skattefrit for Sam at sælge huset.

Dette repræsenterer en oplagt forringelse af Sams private økonomiske situation.

Samtidig samles hele Sam´s formue i anpartselskabet, og Sam ejer herefter personlig intet af betydning. Det, Sam nu ejer, er ene og alene en række anpartsbeviser i det dannede ApS.

Han ejer ikke engang det hus, han bor i.

Det var en betingelse for, at Finn Bentzen senere kunne erhverve Sams værdier, at disse var samlet i et selskab, i dette tilfælde et anpartsselskab med betegnelsen ApS.

I året 1993 begynder Finn Bentzen at erhverve anparter i Sam Zinglersens ApS, uden at det rigtig går op for Sam, hvad der foregår. Han er på daværende tidspunkt 81 år og stoler endnu fuldt ud på Finn, der angiver, at alt sker til det bedste for Martinussagen. (Martinus døde i 1981).

Astrid Schlüntz er nu udtrådt af bestyrelsen, som nu, foruden af Sam og Finn Bentzen, består af Inga Bjort Vilhjalmsdottir, der omtales som Finn Bentzens kæreste.

E. Zinglersens Forlag ApS sælger i 1998 Kryds & Tværs aktiviteten til tredjemand (en udenforstående) for ca. en ½ million kroner, og anpartsselskabet ejer nu, foruden likvide midler på over en million kroner, tillige ejendommen på Ternevej, der stadig er bogført til købsprisen fra 1991 (som i mellemtiden er steget betydelig i værdi på grund af konjunkturernes udvikling).

Sam har et meget lavt privatforbrug, han lever af sin folkepension og nogle renteindtægter. I bestyrelsen er Inga Bjort Vilhjalmsdottir nu blevet udskiftet med Henry Hedegaard, der er medarbejder på MI. Bestyrelsen består således nu af Henry Hedegaard, Sam og Finn Bentzen.

I 2004, på et tidspunkt hvor Sam er 92 år gammel, meddeler Finn Bentzen efter langsomt at have overtaget mere end halvdelen af anpartsværdien fra Sam, at hans investeringsselskab nu bestemmer over Sam Zinglersens ApS og dermed over selskabet og huset. Finn Bentzen er på daværende tidspunkt 64 år.

Den reelle værdi af selskabet kan på dette tidspunkt anslås til ca. 8 millioner kroner, medens regnskabet udviser en egenkapital på ca. 1 million. Finn Bentzen har overtaget anparterne til en pris der er ukendt, men han tilbagesælger for kr. 200.000 efter først at have forlangt kr. 480.000.

I 2005 går virkeligheden op for den nu 93-årige Sam, og der indgives - som det fremgår ovenfor - en politianmeldelse for bedrageri, og endvidere stævnes Finn af Sam med krav om, at anparterne tilbageføres. Retssagerne bliver dog ikke til noget, idet Sam får lavet en aftale, hvorefter Sam tilbagekøber sine anparter. Der fremlægges ikke notaer på købet, da disse ser ud til at være forsvundet, hvilket i sig selv må siges at være besynderligt.

Sam Zinglersen dør 2007 i en alder af 95 år, efter at Vagn Noach har anført, at han muligvis har et erstatningskrav mod Finn Bentzen for dårlig rådgivning.

Boet efter Sam Zinglersen anlægger i 2008 en Erstatningssag for dårlig rådgivning og krav om erstatning for tab i størrelsesordenen 2,5 millioner kroner.