Fremtidige råd vil kunne opfylde Sam Zinglersens ønsker for Moskildvad.

Sam Zinglersen ønskede, at barndomshjemmet Moskildvad skulle ejes og vedligeholdes af Martinus Dialogfond, som skulle fusioneres med Sam Zinglersens Fond. Det vil sige en fond, som var uafhængig af Fonden Martinus Åndsvidenskabelige Institut.

Efter aftale med Martinus købte Sam Zinglersen Martinus’ barndomshjem, Moskildvad, i 1954. Det var oprindeligt hans hensigt at forære huset til Martinus i fødselsdagsgave, men da han forhørte sig hos Martinus, om han kunne tænke sig at modtage huset som gave, takkede Martinus pænt nej med den begrundelse, at han ikke ville dyrkes, og at Instituttet udelukkende skulle tage sig af at bevare og udbrede hans værk.

Inden Martinus gik bort, formulerede han dette ønske i formålsparagraffen, § 3, i Martinusinstituttets 1982-love. Her skrev han, at Institutionen, Martinus Åndsvidenskabelige Institut, skulle have det ene formål, udelukkende at bevare værket, som det forelå fra hans hånd. Denne paragraf måtte ikke ændres, men er ikke desto mindre blevet ændret flere gange, efter at ordet 'udelukkende' blev fjernet i 1996. Se sammenlingning af formålsparagraf 1982 og 2017:

Sam Zinglersens første testamente fra 1991 og sidste testamente fra 2007 tog konsekvensen af Martinus’ ønske om, at Instituttet udelukkende skulle have som formål at tage sig af bevarelsen og formidlingen af det uændrede værk. Som nævnt ovenfor, ønskede Martinus ikke, at Instituttets formål skulle iblandes en “dyrkelse” af Martinus i form af vedligeholdelsen af hans barndomshjem. Sams historie om, hvordan Martinus afslog at modtage Moskildvad som gave, var almindelig kendt i kredsen af Sams venner. I 2007 fortalte han den til revisor Vagn Noach. Bl.a. har Lene Jeppesen, som senere blev formand for Sam Zinglersens Fond, bekræftet, at hun kendte historien. Konsekvensen af Martinus’ afslag blev, at Sam oprettede Sam Zinglersens fond i 1988, forærede det ny-restaurerede museum til fonden via et gaveskøde i 1989, og derefter i sit første testamente (1991 - 2004) gjorde fonden til sin universalarving, så den kunne passe på barndomshjemmet så langt ud i fremtiden som overhovedet muligt, uden at skulle belaste Martinus værk. Se tidslinje for Moskildvad her

Denne oprindelige plan om, at hele hans formue skulle gå til en fond, som skulle eje og vedligeholde barndomshjemmet, Moskildvad, bekræftede Sam Zinglersen i sit sidste notartestamente fra 2007, kun 3 måneder før han døde.

Konklusionen på denne skriftlige dokumentation er, at den nyligt stedfundne fusion (2017) mellem Instituttet og Sam Zinglersens fond, som ejede Moskildvad, strider imod Sam Zinglersens sidste vilje. Som ovenfor omtalt strider dette også mod Martinus' vilje, idet han jo ved hjælp af ordet udelukkende understregede, at han ikke ønskede andre formål ind i vedtægterne. Dermed bringer denne fusion en mørk impuls ind i Martinussagen, og den vil først forsvinde, når et fremtidigt råd analyserer det skete og gør skaden god igen.

Moskildvad var årsagen til at Sam Zinglersen oprettede to fonde

Sam holdt kortene tæt ind til sig, og kun han og Finn Bentzen vidste - i perioden 1991-2004 - at Sam Zinglersens fond skulle være universalarving. Sam sagde altid: “Når jeg dør, skal Martinus have det hele”. Derfor troede Instituttets medarbejdere, at Martinus Institut var Sam Zinglersens hovedarving og derfor også skulle arve hans villa, som var nabo til Instituttet. De troede også, at Instituttet forlængst havde overtaget Martinus’ barndomshjem. Den opfattelse var i harmoni med, at medarbejderne på Instituttet overtog Sams arbejde med at passe på Moskildvad i takt med, at Sam blev ældre, og rådsformand Willy Kuijper overtog Aage Hvolbys plads i Sam Zinglersens fonds bestyrelse. Sam Zinglersen kom ofte over til medarbejdermøderne på Instituttet, og barndomshjemmet var altid sidste punkt på dagsordenen.

I virkeligheden var det Finn Bentzen, som i perioden fra 1991 til 2004 ville have opnået næsten uindskrænket råderet over Sams efterladte formue, fordi Sam Zinglersens fond var universalarving. Sam Zinglersen havde nemlig anbragt værdipapirer i fonden på ialt 3.661.000 kr, se råbalance i 2000. Flere af Sams venner har ved Erstatningssagen bevidnet, at Finn Bentzen sagde, at han i fremtiden ville bo i Sams villa, hvilket Anpartssagen dokumenterer, men kun Sam vidste, at Finn Bentzen også ville få råderet over den efterladte formue i sin egenskab af at være et af de to tilbageværende bestyrelsesmedlemmmer, når Sam var død. Det var Finn Bentzen, som havde udfærdiget vedtægterne i 1988 sammen med Sam og indsat sig selv og Willy Kuijper på livstid.

Som følge af ovenstående arbejdede Sam Zinglersen målrettet på at få Finn Bentzen til at udtræde af Sam Zinglersens Fond i perioden 2004-2007, hvilket Finn Bentzen nægtede. Se Sam Zinglersens brev til Finn Bentzen fra 2005. Det var blandt andet for at sikre sig imod Finn Bentzens indflydelse, at Sam Zinglersen besluttede at få de - af Finn Bentzen i 1988 - udfærdigede vedtægter i Sam Zinglersens Fond ændret på nogle meget vigtige punkter. På grund af sin høje alder (95 år) og helbredstilstand var han ikke sikker på, at han ville leve længe nok til, at Civilstyrelsen nåede at godkende disse ændringer. Derfor dobbeltsikrede Sam sig, at hans universalarving fik de rigtige, nye vedtægter ved at vedlægge testamentet en helt ny fond, Martinus Dialogfond, med de nye vedtægter, som han ønskede. Hvis Civilstyrelsen ikke nåede at godkende vedtægtsændringerne, skulle denne nye Martinus Dialogfond være hans universalarving.

Da Sam Zinglersen døde kun tre måneder senere, nåede Civilstyrelsen ikke at godkende vedtægtsændringerne, og derfor blev Martinus Dialogfond universalarving, og der opstod to fonde med samme formål. Men det havde Sam forudset, så han skrev både i testamentet og i de nye fondsvedtægter, at han ønskede, at hans to fonde skulle slåes sammen efter hans død. Link til Sams ønske på to screenshots

Martinus Dialogfond, som arvede resterne af Sams formue (ca. 2.3 millioner kr) i 2008, havde som sit primære formål at vedligeholde Moskildvad og Dialogfondens bestyrelse skulle efter Sams ønske bestå af ialt 5 personer, hvoraf 1-2 skulle være lokale Sindal-beboere. Ved fusionen mellem Instituttet og Sam Zinglersens Fond mistede Martinus Dialogfond sit primære formål, vedligeholdelsen af Moskildvad.

Den oprindelige Sam Zinglersens Fond, som stadig ejede Moskildvad, gik i 2009 tilbage til Finn Bentzens vedtægter fra 1988 med bestyrelsesstemmerne 3 mod 1. Det blev afgjort ved en afstemning i Sam Zinglersens Fonds bestyrelse i anledning af, at Civilstyrelsen omsider havde givet sin godkendelse til de ændringer, som Sam havde ønsket. Bestyrelsen nedstemte Sam Zinglersens ønsker. Begrundelsen var, at de ikke brød sig om Sams idé med at have lokale Sindalbeboerne, som ikke læste Martinus, med i bestyrelsen. Kun revisor Majken Bøg stemte for Sams ønsker, og hun forlod Sam Zinglersens fond i 2015, fordi hun mente, at flertallet af fondens bestyrelse stemte for økonomisk uansvarlige dispositioner, se Majken Bøgs redegørelse af 18. oktober 2018. Hun ville ikke risikere at blive anklaget for mandatsvig. De ansvarlige personer for beslutningen om fusionen fremgår af dette dokument.

Rådet forklarede aldrig udadtil, hvorfor de holdt fast ved at søge om fusion på trods af, at flere af Sam Zinglersens venner reagerede i efteråret 2017 og “påviste fejl og mangler” ved rådets beslutning. Se f.eks. Birthe Zachos og Inge Knudsens mails til rådet.

Rådet var i 2008 så utilfredse med, at de ikke blev Sams Zinglersens universalarving, at de gik så vidt som til at forsøge at få Sams sidste og endelige testamente fra 2007 omstødt, selv om dette var behørigt underskrevet for Notarius Publicus, se advokatbrev angående omstødelse 2008. Rådets begrundelse var - uden skriftlig dokumentation på demens af nogen art - at Sam var gammel og træt og “ikke kunne overskue konsekvenserne af sit sidste testamente”, og at han i virkeligheden altid havde villet testamentere alt til Martinus Institut. Dette findes der som nævnt ingen dokumentation for. Derimod findes der dokumentation for, at Sam var åndsfrisk til det sidste, se fx erklæringen dateret 19. maj 2019 afgivet af Debbie Christensen og Peter Wraae. Som det fremgår, anså Debbie og Peter Sam for at være åndsfrisk tre måneder efter testamentets underskrivelse.

Ved at bede en advokat omstøde et Notarbekræftet testamente, blot med henvisning til Sams "høje alder", giver rådet Sam Zinglersen et skriftligt, usandt eftermæle, og det er udelukkende op til fremtidige rådsmedlemmer at rette op på disse udokumenterede og usande rygter angående Sam Zinglersen. Han var Sagens største mæcen, og den person som sørgede for, at Martinussagen fik ejendommen på Mariendalsvej.

Rådets opfattelse af, at Instituttet burde være Sams universalarving, fastholdt rådet i brev til Civilstyrelsen 2013, hvor de skriftligt protesterede imod Sams sidste vilje om Dialogfondens oprettelse.

Heri skriver rådet bl.a.:

Vi kan oplyse, at Sam Zinglersen i sin tid var ophavsmanden til Sam Zinglersens Fond. Han havde endvidere skrevet testamente til fordel for Martinus Institut. Kort tid før sin død i 2007 i en alder af 95 år blev hans testamente ændret, således at bobestyrerne kunne vælge, at enten Sam Zinglersens Fond eller en alternativ fond ved navn Martinus Dialogfond skulle arve. Ønsket om at ændre testamentet udspringer angiveligt af en uoverensstemmelse mellem Sam Zinglersen og en person, der dengang var medlem af bestyrelsen i Sam Zinglersens Fond. Der var flere personer involveret i ændringen af Sam Zinglersens testamente, men vi er ikke klar over forløbet og i hvilken grad Sam Zinglersen bevidst medvirkede, idet ingen fra Martinus Institut deltog i processen.

Rådet havde ikke ulejliget sig med at undersøge sagen nærmere. Vedhæftede redegørelse dateret 27. juni 2007 fra advokat Bjørn Wittrup- ganske vist kun sendt til Sam (via Majken Bøg) - opklarer jo sagen. I stedet ønskede rådet at få et testamente omstødt, som var behørigt underskrevet for Notarius Publicus.

Rådet har ikke villet ændre opfattelse i 2017 på trods af, at de modtog dokumentation på Sams mangeårige plan for Moskildvad i form af 1991-testamentet via email. Dokumentationen viste, at Sam ikke ønskede en fusion med instituttet, men at han ønskede at få lagt sine to fonde sammen. Sams erklæring underskrevet den 27. maj 2007 bekræfter, at Sam ikke ønskede en fusion med instituttet. Denne dokumentation har rådet ikke svaret på.

Sven-Erik Rævdal forklarede i 2014 til Ingrid Holck, at rådet ikke kunne respektere Sams 2007-testamente, fordi de antog, at revisor Vagn Noach havde hjulpet Sam med at skrive det, og Vagn Noachs navn var nævnt i testamentet af 2007.

Denne beskyldning imod Vagn Noach er blevet modbevist af dokumentationen på Sams sidste vilje - "Hele historien".

At det var Sam selv, som stod bag testamentet, fremgår som nævnt tydeligt af hans erklæring dateret den 27. maj 2007: Sams plan gik ud på at skrive nyt testamente og oprette en ny fond, Martinus Dialogfond, som skulle være universalarving. Af erklæringen fremgår med navns nævnelse, at Sam havde mistet tilliden til rådsmedlemmerne Willy Kuijper og Sven-Erik Rævdal. Tilblivelsesprocessen af Sams sidste testamente fremgår af advokat Bjørn Wittrups ovennævnte redegørelse af 26. juni 2007. Henry Hedegaards udkast til vedtægtsændring dokumenterer - hvad flere af Sams venner tillige har bekræftet - at det var Henry Hedegaard og ikke Vagn Noach, som hjalp Sam med at udfærdige vedtægterne for Martinus Dialogfond.

Det midlertidige testamente og rådets opfattelse af sig selv som arving

Rådets fastholdelse af, at de burde være arving, må ses i lyset af det midlertidige testamente, som Sam oprettede i de 2½ år fra december 2004 til juni 2007, hvor Finn Bentzen nægtede at udtræde af Sam Zinglersens Fond.

Da Sam i september 2004 mistede tilliden til Finn Bentzen, forsøgte Sam resolut at forhindre, at Finn Bentzen skulle få råderet over hans formue. Han oprettede et midlertidigt nyt testamente dateret 29. december 2004, som gjorde instituttet til hovedarving og arbejdede samtidig målrettet på at få Finn Bentzen til at udtræde af Sam Zinglersens fond, se Sams brev dateret 14. november 2005 til Finn Bentzen. Det var i realiteten Sam Zinglersens eneste mulighed for at forhindre, at Finn Bentzen skulle overtage hans arv, men det kan dokumenteres, at han stadig havde Martinus’ ønske i baghovedet, fordi han ligeså resolut ændrede testamentet tilbage til sin fond allerede dagen efter, at han modtog Finn Bentzens skriftlige udtrædelse - “under protest” - den 31. maj 2007.

Ved på denne resolutte måde at genoprette sit første testamente og gøre barndomshjemmet til sin universalarving igen, viste Sam, at han ønskede at respektere Martinus’ ønske.

Rådets begrundelse for fusionen overfor Civilstyrelsen er, at Sam Zinglersens Fond manglede penge. Dette modsiges af Sam Zinglersens fonds råbalance i 2000, som viser, at fonden på det tidspunkt havde 485.000 kr til disposition. Sam Zinglersen havde anbragt værdipapirer i Sam Zinglersens fond på ialt 3.661.000 kr, og disse obligationer vil blive udbetalt i perioden 2019- 2029. I revisorerklæringen fra Trekroner Revision fra 2006 står i punkt 5, at “Fondens kapitalberedskab vurderes at være tilstrækkeligt, og at fonden forventes at fortsætte driften i overskuelig fremtid.”

Civilstyrelsen har forklaret, at de ikke behøver at respektere Sams testamente fra 2007, fordi testamentet er skrevet efter at Sam Zinglersens fond blev oprettet i 1988.

Den fulde forklaring på, hvad der skete i 2007, og hvorfor Sam oprettede endnu en fond, Martinus Dialogfond, med det primære formål at vedligeholde Moskildvad, kan læses i den oprindelige forklaring fra 2015, som ses her: "Den korte version af historien".

Ændringen af Martinus formålsparagraf

De, som kender Martinus' formålsparagraf, § 3, fra 1982-lovene, spørger sig selv, hvordan fusionen mellem Fonden Martinus Åndsvidenskabelige Institut og Sam Zinglersens fond overhovedet kunne lade sig gøre, når Martinus skrev, at Instituttet udelukkende skulle tage sig af bevarelsen af værket uændret. Han skrev ovenikøbet i § 9, at formålsparagraffen ikke måtte ændres.

At Finn Bentzen ændrede formålsparagraffen i 1996, kan man få forklaring og dokumentation på i videoen “Tilbage til Martinus love 1982.”

Man må gøre sig klart, at der skete en lovmæssig fejl, da Erhvervsstyrelsen i 1995 ikke værnede om stifters vilje, og tillod Finn Bentzen at fjerne ordet “udelukkende” fra Martinus’ formålsparagraf i Aktivitetsfonden. Fejlen opstod på et møde i Erhvervsstyrelsen den 17. marts 1995. I dette møde deltog rådet ikke, men det gjorde Finn Bentzen og den revisor, han havde ansat til at tage det formelle revisoransvar, Bent Andrup. Men måske er forklaringen blot, at Erhvervsstyrelsen begik den menneskelige fejl, at de ikke lagde mærke til, at ordet “udelukkende” var fjernet fra formålsparagraffen i den ene af de to fonde i Finn Bentzens “geniale to-fonde-fundament” (Sven-Erik Rævdals betegnelse). Instituttets syn på Finn Bentzens rådgivning ændrede sig i 2008, efter at instituttets advokat indhentede en specialistudtalelse fra juraprofessor Lars Bo Langsted, hvori han udtalte, at Finn Bentzen “bevæger sig i en gråzone af påklistret autoritet”.

Faktum er, at Finn Bentzen i 1996 fik tilladelse til at slette ordet “udelukkende” fra Martinus Love 1982, hvilket åbnede op for, at Instituttet kunne tage andre formål ind fra og med 1996, herunder drift af museet i Sindal.

Som man kan se af ovenstående, er der kommet meget vigtig, manglende dokumentation frem ved modtagelse af aktindsigt fra Civilstyrelsen angående Sam Zinglersens Fond i 2017. Rådet har ikke svaret på tilsendelsen af denne dokumentation