Forhistorien 2005-2007
Sam Zinglersen beder i 2005 Jan Langekær og Vagn Noach om hjælp til at få Finn Bentzen ud af Sam Zinglersens Fond.
I juli måned 2005, da Sam Zinglersen var 95 år og som sædvanlig tilbragte sommeren i sit sommerhus, “Fyrrebakken”, på Klint, kontaktede han Jan Langekær igennem sin hjælper, Karine Smidth, og bad om hans hjælp i et specielt anliggende. Jan Langekær beretter i det følgende, at han på det tidspunkt ikke kendte Sam Zinglersen, bortset fra en enkelt samtale på Instituttet, hvor Sam Zinglersen havde komplimenteret Jan Langekær for de Martinusforedrag, han havde lavet for Frederiksberg Radio.
Jan Langekær opsøgte straks Sam Zinglersen, som gik lige til sagen og sagde “jeg har et problem med min revisor, jeg vil gerne have ham ud af min fond”. Sam Zinglersen fortalte nu Jan Langekær hele den dramatiske historie omkring hans formue og Finn Bentzen, og om at sagen var blevet forligt, efter at Sam Zinglersens advokat, Annette Fabricius, havde anmeldt Finn Bentzen til politiet for bedrageri. Nu manglede Sam Zinglersen kun at få Finn Bentzen ud af Sam Zinglersens Fond, som han havde oprettet i 1988, og som ejede Moskildvad, Martinus barndomshjem.
Årsagen til, at Sam Zinglersen bad Jan Langekær om hjælp, var, at Rådet betragtede hans problemer med Finn Bentzen som en privatsag, hvilket fremgår af et brev (se side 3), som Willy Kuijper skrev til Vagn Noach året efter Sams bortgang.
Sam havde bedt rådsformanden, Willy Kuijper, der sad som tredjemand i Sam Zinglersen Fonds bestyrelse, om at få Finn Bentzen til at udtræde, men intet var sket. Willy Kuijper og Rådet ønskede at holde sig neutrale i sagen, hvilket ses af Willy Kuijpers vidneudsagn i erstatningssagen i 2011, hvor der i referatet står, at
“Han [Willy Kuijper] fandt ikke, at de under konflikten støttede nogen part.”
Dette indebar, at Rådet ikke kunne støtte Sam Zinglersen på den måde, Sam ønskede. Han ønskede at få bragt Finn Bentzen definitivt uden for enhver indflydelse på sine pengesager, og han bad nu Jan Langekær om at hjælpe sig med at få Finn Bentzen til at gå ud af Fonden.
Jan Langekær fortæller, at han ytrede betænkeligheder med hensyn til, om han ville være den rette til dette, men Sam Zinglersen svarede med bestemthed: “Det kan du godt!”
Jan Langekærs første indskydelse var at opsøge sin revisor for at spørge ham til råds om, hvordan man skulle gribe sagen an. Tilfældet ville imidlertid, at han løb ind i en af de tyske kursister på Klint, som fortalte ham, at han kendte en revisor, Vagn Noach, som var interesseret i Martinussagen, og at Vagn Noach netop havde lagt til kaj i Rørvig havn. Den tyske kursist havde lært Vagn Noach at kende to år tidligere, fordi han havde lagt til på langsiden af Vagn Noachs båd i havnen på Samsø, og havde haft en lang Martinussnak med ham der.
Samme dag opsøgte Jan Langekær Vagn Noach nede i havnen og bad ham komme med op til Sam Zinglersen og rådgive ham med hensyn til Finn Bentzen. Vagn Noach, som kendte til Sam Zinglersen gennem hans bøger om Martinus, indvilligede straks i at besøge Sam Zinglersen på Fyrrebakken. Sam Zinglersen holdt samme dag et af sine berømte “teaparties”, og her mødte Vagn Noach for første gang Sam Zinglersen. Sam Zinglersen gav Vagn Noach en stak papirer om anpartssagen og stævningen mod Finn Bentzen og bad om hans mening om det, der var sket. Det gik ved den lejlighed ikke op for Vagn Noach, at Sam Zinglersens hovedproblem var at få Finn Bentzen ud af Sam Zinglersens Fond. Vagn Noach var ikke klar over fondens eksistens, og opfattede Sam Zinglersens henvendelse som et ønske om en “second opinion”, på det der var sket i anpartssagen.
Finn Bentzens fremtræden som Instituttets “revisor” og hans samarbejde med Trekroner Revision fra januar 2006.
De følgende år, fra august 2005 til april 2007, var der vedholdende, men forgæves forsøg på at få Finn Bentzen til at træde ud af Sam Zinglersens Fond. Foruden Willy Kuijper, deltog også Majken Bøg, Jan Langekær og Sams Zinglersens bedste ven, Henry Hedegaard, i bestræbelserne.
Vagn Noach koncentrerede imidlertid sin indsats omkring Instituttets arvesager og deltog ikke i forsøgene på at få Finn Bentzen ud af fonden, før Sam Zinglersen inddrog ham i dette i starten af 2007. Efter mødet med Sam Zinglersen i 2005 gennemgik han de dokumenter, Sam Zinglersen havde givet ham, og blev alarmeret over, hvad der var sket med Sam Zinglersens ejendom. Han blev bekymret for, hvilken rolle Finn Bentzen spillede i Instituttets øvrige arvesager, og fokus ændrede sig, så det ikke kun kom til at handle om Sam Zinglersens arvesag, men om arvesagerne generelt. Intet forhindrede i princippet Finn Bentzen i at bruge lignende metoder, som med Sam Zinglersen, i de arvesager, hvor der ikke var livsarvinger.
Her ville han kunne overtage ejendommens værdier billigt i form af pantebreve, som han så senere ville kunne indløse til en lavere værdi end kurs 100. Derefter ville han kunne afregne med instituttet og på den måde erhverve sig de arvede ejendomme til spotpris.
Vagn Noach vidste fra revisorkredse, at Finn Bentzen ikke selv var revisor mere, men havde ansat andre til at revidere for sig i sit selskab “Finn Bentzens Revisionsinstitut A/S”, hvor han selv figurerede som skatterådgiver. Finn Bentzen fremstod altså for Sagens venner som Instituttets revisor, skønt det var Bent Andrup, som havde revideret regnskabet og stod som ansvarshavende. Det samme havde gjort sig gældende i forholdet til Sam Zinglersen. Kun Vagn Noach og nogle ganske få personer indenfor sagen var klar over, at Finn Bentzen i realiteten ikke var Instituttets revisor efter 1987, hvor han deponerede sin bestalling som registreret revisor. Han fortsatte med at kommentere årsregnskabet en gang om året i klummen “Revisoren har ordet”.
I løbet af 2005 kom Instituttets revisor, Bent Andrup, under anklage fra Revisortilsynet for at overtræde revisorloven, se uddrag af artikel i Ny Impuls 3. juli 2010. Finn Bentzen var nødsaget til slutte sit samarbejde med ham og manglede nu en statsautoriseret revisor til at tage revisoransvar overfor sine kunder. Dette vidste Rådet imidlertid intet om, men det er sandsynligvis derfor, at Finn Bentzens Revisionsinstitut A/S den 1. januar 2006 indgik et samarbejde og solgte sine kunder, heriblandt Martinus Institut, til Trekroner Revision A/S. En af Trekroners chefer, John Cubbin, var en bekendt af Finn Bentzen. Denne nye ordning faldt sammen med, at Instituttet gerne ville afslutte samarbejdet med Finn Bentzen, og man aftalte derfor, at tiden var inde til et “generationsskifte”, og at Instituttets regnskaber fremover skulle overgå til Trekroner Revision. Finn Bentzen blev tilknyttet Trekroner Revision “med særlige opgaver” uden revisoransvar. Det nye revisorforhold blev kundgjort for Sagens venner i Kosmos nr. 10, 2006.
Vagn Noach tager kontakt til Rådet angående Finn Bentzen
Alt dette vidste Vagn Noach imidlertid ikke i starten af 2006, han vidste blot at Finn Bentzen var Instituttets Revisor. Det bekymrede ham, fordi han som forhenværende medlem af responsumudvalget i FSR (Foreningen af Statsautoriserede Revisorer), var bekendt med, at Finn Bentzen var “persona non grata” i revisorkredse.
Han formodede, at MI ikke var klar over, at det forholdt sig sådan, og tog derfor kontakt med rådet for at gøre Instituttet opmærksom på situationen. Den 18. februar 2006 fik han et møde i stand med Rådet, hvor han medbragte dokumentation angående Sam Zinglersens anpartssag med Finn Bentzen. Vagn Noach formodede — ud fra den passivitet Instituttet havde udvist i Sam Zinglersens anpartssag — at de ikke var klar over hvad der var sket. Det viste sig, at Rådet havde de oplysninger, de ønskede, og betragtede anpartssagen mellem Sam Zinglersen og Finn Bentzen som et privat anliggende. De havde forgæves forsøgt at mægle mellem parterne, men ønskede ikke at blande sig, fordi de “ikke var direkte part i sagen” (se side 3 i brev fra Willy Kuiper fra maj 2008). På dette tidspunkt, februar 2006, var der gået 1½ år siden, at Sam Zinglersen havde opdaget, at Finn Bentzen havde bemægtiget sig hans ejendom, og Rådet havde siden arbejdet på at afslutte samarbejdet med Finn Bentzen. Rådet kendte på det tidspunkt intet til Vagn Noach, og eftersom han ikke spurgte direkte om, hvorvidt Finn Bentzen var på vej ud af instituttets økonomi, fortalte de ham ikke, at Finn Bentzen på det tidspunkt havde underskrevet sit sidste regnskab for MI (2005) og var ved at afslutte samarbejdet med Instituttet. Vagn Noach gik fra mødet ligeså bekymret, som han var kommet. For ham så det ud som om, rådet ønskede at fortsætte med Finn Bentzen som “revisor”.
Der danner sig to forskellige opfattelser af Finn Bentzen
Omkring Sam Zinglersen havde der dannet sig en gruppe mennesker, som ville hjælpe med at få Finn Bentzen ud af Sam Zinglersens Fond, og som mente, at Finn Bentzen var en meget farlig mand, både for Sagen og for Sam Zinglersen. Modsat mente man ifølge Sven-Erik Rævdal på Instituttet ikke, at Finn Bentzen var noget stort problem. Man følte sig bundet af, at det var Martinus selv, som i 1971 havde indført Finn Bentzen som sagens revisor. I følge Sven-Erik Rævdal havde man i Rådet den opfattelse, at Finn Bentzen var dygtig og havde været god for Instituttet. Det havde han bl.a. havde bevist ved at få Instituttets regnskab delt op i to fonde og senere udvirke, at Idealfonden fik status af en såkaldt §8A-organisation, hvilket betød, at gavegivere kunne få skattefradrag for deres gaver. På trods af den ulykkelige sag om Sams hus og formue var det derfor svært pludseligt at skifte revisor. Finn Bentzenhavde arbejdet sammen med Instituttets medarbejdere i mange år. Det var en af årsagerne til, at man havde valgt at holde sig neutral i hans “private strid” med Sam Zinglersen. Anpartssagen var blevet forligt, og Finn Bentzen var ikke dømt skyldig i noget. Derfor var han i princippet uskyldig og nu gjaldt det ifølge Sven-Erik Rævdal for Rådet om at få afsluttet samarbejdet med Finn Bentzen på en måde, som var i Martinus ånd. Det indebar at man først i Kosmos 10, november 2006 kundgjorde, at Instituttet havde flyttet revisionen over i revisionsfirmaet Trekroner. Men da det viste sig, at Finn Bentzen “flyttede med” over i Trekroner, var opfattelsen i kredsen omkring Sam Zinglersen, at Instituttet lukkede øjnene for Finn Bentzens fortsatte indflydelse på Instituttets regnskaber, se mail fra Linnea Weinreich angående samarbejdet mellem Finn Bentzen og Trekroner, som varede indtil august 2008.
Dette var situationen I foråret 2007, hvor Sam Zinglersen endelig mistede tålmodigheden over at Finn Bentzen ikke var udtrådt af fonden og bad Vagn Noach om at indkalde til et samlet møde den 20. april 2007. Her mødtes repræsentanter for de to forskellige opfattelser af Finn Bentzen med det ene formål at finde ud af, hvordan de skulle få Finn Bentzen til at trække sig ud af Sam Zinglersens Fond. De 8 mødedeltagere var: Sam Zinglersen, Willy Kuijper, Sven Erik Rævdal, Vagn Noach, Jan Langekær, Henry Hedegaard, Majken Bøg og Karine Smidth.
Set i bagklogskabens lys, var det disse to forskellige opfattelser af, hvor “farlig” Finn Bentzen var, som blev kimen til hændelsesforløbet 2007-2008, og som i sidste ende resulterede i, at Sam Zinglersens Fond mistede arveretten til Sam Zinglersens formue, og at Martinus Dialogfond blev oprettet i 2013. På trods af Sams ønske om at der kun skal være en fond.